Vildbjerg Cup - 2015
Vildbjerg Cup 2015 er vel overstået. Det er blevet tid til status.
Skørping stillede i 2015 med følgende hold:
- U11 Drenge 1
- U11 Drenge 2
- U13 Drenge
- U15 Piger
- U17 Piger
Der blev spillet puljekampe torsdag og fredag, mens cup-kampene startede lørdag formiddag.
U11 Drenge 1
Drenge var kommet i en 5 holds pulje, så der ventede 1 kamp torsdag, 2 fredag og sidste puljekamp lørdag morgen kl. 08.00.
Resultatet blev en flot 3. plads og holdet skulle herefter spille Dominus-Cup.
Her endte eventyret desværre efter 1/8-dels-finalen, hvor holdet fra Farsø vandt 1-0.
U11 Drenge 2
Drengene var i en 4 holds pulje, så 1 kamp torsdag og 2 fredag. Dette resulterede i en 2. plads i pulje og en plads i Vildbjerg Cup.
1/16-dels-finalen blev vundet 3-1 over Hundige. 1/8-dels-finalen blev vundet 2-0 over Svogerslev. Kvartsfinalen blev en meget tæt affære. Kampen endte 4-4 efter at have været foran 3-0. Holdet havde heldigvis tilkæmpet sig 1 hjørnespark mere end modstanderen og det blev dermed afgørende (flest hjørnespark vinder ved uafgjort i Vildbjerg Cup).
Dermed havde drengene kæmpet sig i semi-finalen. Det blev igen en intens kamp. Vejle var gode spillere og pressede Skørping hårdt. I sidste minut scorede Vejle og drengene skulle i gang med at gøre klar til bronze-kampen.
I bronze-kampen hed modstanderen Nyråd IF. Det var nogle rigtig dygtige spillere, men vores drenge fightede alt hvad de kunne. Det holdt længe, men i slutminutterne scorede Nyråd IF 3 flotte mål og vandt 3-0. Flot indsats af drengene.
U13 drenge
Drengene var også kommet i en 5 holds pulje. Holdet spillede flot og stillingen efter puljekampene var en 1. plads, målscore 13-1 og 6 forskellige målscorere...
Herefter mødte drengene i 1/8-dels-finalen Slagelse. Det var den flotteste kamp drengene til dato har spillet. Slagelse var et perfekt match, der resulterede i en fantastisk kamp.
Drengene kom desværre bagud 1-0 på en opspilsfejl, men kæmpede sig flot tilbage. Et flot opspil fra midte til højre kant endte midt for mål og der blev scoret flot. 1-1 og kampen var helt lige.
Begge hold pressede på og 1 minut før tid fik Slagelse et frispark 12 meter fra mål. Bolden havde retning mål trekantsammenføjningen, men vores super målmand reddede i flot stil.
Kampen endte 1-1 og vi blev desværre ramt af reglen om antal hjørnespark, hvor vi tabte 3-4.
U15 Piger
Pigerne var i en 4 holds pulje, hvor de fejede al modstand til side. De vandt puljen med maksimum-point og en målscore på 6-0.
Kvartfinalen stod mod Finnøy og her kontrollerede pigerne kampen flot og vandt 1-0. Så blev det semifinale mod Nykøbing Mors. Efter 1. halvleg stod der 0-2 og pigerne var presset i bund. Men pausen bekom pigerne vel og stille over roligt kæmpede de sig ind i kampen. 0-2 blev til 1-2 og 2-2. Dommeren fløjtede kampen af og pigerne måtte spørge dommeren om hvem der vandt. Resultatet var en flok ellevilde piger fra Skørping - de var i finalen !
I finalen ventede Skovbakken. Det blev en flot og seværdig kamp med masser af tilskuere fra Skørping. Pigerne kæmpede igen forbilledligt. Desværre var Skovbakken en anelse skarpere og vandt 1-0.
Dermed en flot flot 2. plads - stort tillykke til pigerne !
U17 Piger
U17 Pigerne stillede op som forsvarende vindere af Vildbjerg Cup. De var dog ramt af et par afbud, men alle pigerne var fortrøstningsfulde inden opstart.
Pigerne stillede op i en række med modstandere en årgang ældre end dem selv. I puljen var der 5 hold og Skørping endte efter 3 sejre og 1 uafgjort med 10 point, hvilket var lig med puljesejren. Dette til trods for en af pigerne fik hjernerystelse under en af kampene!
Kvartfinalen bød på Mejrup der blev besejret 2-0. Semifinalen var et lokalbrag mod Rebild Syd. Her var pigerne flot med i kampen, spillede bølgede frem og tilbage. Desværre blev det til et 1-0 nederlag og pigerne skulle gøre klar til bronze-kamp.
Her ventede Dronninglund. Pigerne var fysisk presset inden kamp, så der skulle virkelig hænges i. Desværre var Dronninglund for stærke og vandt kampen 3-1.
Flot 4. plads i Vildbjerg Cup til pigerne.
Tak til spillere, forældre, bedsteforældre og søskende for en kæmpe opbakning til årets Vildbjerg Cup.