Talenttræning i Skørping
I Skørping har vi en fodboldafdeling i spirende udvikling - det er vi ganske stolte af.
Torsdag den 1. oktober havde vi besøg af Adam Harell fra AaB's talent-afdeling.
Besøget var kommet i stand på baggrund af vores U13-træner Anders Horsten. Han mente, at holdet godt kunne bruge noget ny inspiration i deres færd på at blive endnu bedre fodboldspillere. Derfor blev Adam inviteret til Skørping.
Klubbens talent-koordinator, Peter Bystrup, havde grebet chancen og inviteret samtlige klubbens trænere samt trænere fra de omkringliggende klubber til trænerseminar. Der deltog derfor over 20 trænere fra Vårst/Fjellerad, Rosendal, LKB, Støvring samt naturligvis Skørping.
Adam gennemførte en træning med fokus på spil-intelligens og spilforståelse. Den talentfulde U13-trup sugede til sig - ligesom trænerne fokuserede på Adams arbejde i praksis.
Efter træningen mødte vi i Skørping Idrætscenter, hvor Adam øsede ud af sine planer og erfaringer ifht. planlægning og udførsel af træning. Det gav god mulighed for spørgsmål og kommentarer. Endvidere blev der etableret nogle mulige samarbejder klubberne imellem.
Klubben ser frem til lignende spændende arrangementer.