Så er der igen damefodbold i IF Frem Skørping
Mia Andersen havde egentlig for længst opgivet tanken om et damefodboldhold i Skørping. For nogle år siden havde hun fået lyst og tid til at spille fodbold igen, efter at hendes børn var blevet lidt større. Men der var bare ikke noget hold i IF Frem Skørping.
Hun forsøgte selv at starte noget op, men dengang i august 2018 blev det kun til ganske få træninger med ganske få spillere, så ideen blev hurtigt lagt på hylden igen.
I stedet fortsatte hun som træner for U14-drengene, hvor hendes egen søn spiller.
Men pludselig her sidst i april opdagede Mia en forespørgsel på den lokale Facebook-side: ”Er der nogen damer, som er med på lidt fodbold?”
Hun kunne se, at der faktisk var flere som meldte ind med interesse, så hun tænkte, at det da var forsøget værd at prøve igen.
Hun fik informeret bestyrelsen om tiltaget og tjekkede med den baneansvarlige, hvornår der var plads på banerne, og meldte ud at hun gerne ville lave en træningssamling for de damer, der var friske på lidt bold.
Helt vildt!
Mia havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der ville stå så mange damer på banen til første samling!
- Det var helt vildt! Jeg havde bedt klubbens formand Lars Nielsen om 12 bolde – det tænkte jeg var rigeligt, men så stod der 17 friske damer, som alle var ivrige efter at komme i gang, fortæller hun.
Aldersspredningen var stor. De yngste var 19 år, og den ældste var træneren selv på 51. Nogle havde næsten lige født, andre var ovre det med de små børn og havde fået mere tid til egne fritidsinteresser. Og så var der selvfølgelig alle de unge, som slet ikke var nået til det med børn endnu.
Spredningen i niveau var også stor. Enkelte havde spillet på et højt niveau for mange år siden, så knæ og hofter skulle lige i gang igen, men da først der blev spillet otte mod otte, så kom der tempo på og der blev ikke holdt igen i nærkampene.
En enkelt spiller havde aldrig gået til fodbold før, men havde bare spillet lidt hjemme i haven med børnene. Nu var hun så frisk på at prøve det.
- Det er helt fantastisk, og det er jo det, som fodbold kan – alle kan være med fra starten, lyder det fra Mia Andersen.
Godt 20 år siden sidst
I dagene efter den historiske første træningssamling tænkte Mia lidt over, hvornår der mon egentlig sidst har været damefodbold i Skørping?
Hun kontaktede derfor Mette Bols, som er en af dem, ”der har været i klubben altid”. Mette kunne fortælle, at det faktisk er godt 20 år siden, der havde været damefodbold i Skørping gennem flere sæsoner. Dengang med Glen Olsen som engageret træner for damerne i flere år, men da han stoppede, gik holdet i opløsning.
På damernes Facebook-gruppe er der nu sat flere ting i gang. Der er snak om sommerstævner og træningskampe, og Mia Andersen har bedt nogle spillere melde sig som holdleder og trænerassistenter.
- Med så mange spillere får jeg brug for hjælp til at styre det her, og jeg har jo stadigvæk mine drenge, som jeg også træner.
- Men det er fedt, at vi er så mange allerede. Vi må se om, vi kan finde en sponsor eller to, så vi kan få noget lækkert nyt spillertøj, fortæller Mia Andersen, der er ved at overveje, om hun skal melde et eller to hold til turnering i efteråret.
Så nu er der endelig kommet gang i damefodbolden i Skørping igen. Både mandag og onsdag aften kan man således opleve en flok friske damer på grønsværen, der alle elsker at spille fodbold.
- Det er jo motion på den sjove måde, og hvis der er flere, som har fået lyst til at være med, skal de bare komme forbi, lyder det afslutningsvist fra Mia Andersen.